Vi er alle på vej – det er jeg i alt fald
Jeg lærer at lave tv. De sidste tre uger har jeg lært om lyd og frames. Jeg har filmet og redigeret og fundet ud af, hvor lang tid det tager at lave et tv-indslag
!
Jeg og tre andre besøgte en flødebollefabrik. Vi skulle lave en opgave om en person i arbejde. Jeg følte mig som den bedste og mest professionelle tv-rapporter, da vi kom gående mod fabrikken med kamera, stativ og hele udstyret. Hvis DR-Dokumentar havde set mig, ville de ansætte mig med det samme. Planen var at spørge en flødebolledame om, hvordan det var at lave flødeboller.
De to andre havde prøvet at filme før, men jeg havde aldrig haft et kamera i hånden. Den udvalgte dame ventede tålmodigt på, at vi fik udstyret gjort klart. Jeg vidste ikke engang, hvordan man tændte for kameraet
Damen fik en mikrofon klipset fast, mens en af mine medstuderende prøvede at få en håndholdt mikrofon til at virke. Når man filmer, skal man have høretelefoner på for at tjekke lyden. Han spurgte mig, om jeg kunne høre noget. Nej sagde jeg, mens jeg prøvede at få indstillet kameraet rigtigt. Han spurgte mig flere gange, og jeg begyndte at blive lidt irriteret, fordi jeg knoklede med kameraet. Desuden havde han jo prøvet det før, så han kunne vel lige selv ordne det. Imidlertid havde jeg drejet høretelefonerne, så det kun var den ene, jeg havde på øret, fordi jeg havde kameraet på skulderen. Det gik pludselig op for mig, og så gik hans stemme klart igennem. Øh, nu virker den
, sagde jeg. Pinligt.
Så stillede damen sig op til interviewet, men pludselig kunne jeg ikke se noget. Skærmen var sort, og jeg anede ikke, hvad der var galt. De to andre prøvede at finde ud af, hvad det var, mens jeg undskyldende smilede til flødebolledamen. De fandt knappen, der fik billedet tilbage på skærmen. Interviewet gik i gang, og jeg åndede lettet op.
Dagen efter skulle vi redigere. Med monitor, computerskærme og høretelefoner klippede vi optagelserne sammen. Efter at 3 mennesker havde redigeret i 9 timer, havde vi 2 minutters indslag, som vi faktisk var ret stolte af. Dog syntes jeg, at DR-Dokumentar lå en smule længere ude i fremtiden, når man tænkte på tidsforbruget.
Men hvad
vi er jo alle sammen på vej og lærer stadig.
Vi kan altid lære Gud bedre at kende og vandre tættere med Ham. Lige meget hvor langt vi er nået, er der altid meget mere foran os. Lad os ikke blive tilfredse med, hvor vi er nu. Vi må bede Gud om mere længsel efter Ham. Kun sammen med Ham er vi dér, hvor vi er skabt til at være. Kun sammen med Ham er vi dem, som vi er skabt til at være. At blive frelst er som at gå ind gennem døren, og hvorfor ikke gå videre ind i den store verden, der ligger foran os? Vi er på vej, og må vi aldrig være tilfredse med at blive stående.
